Det er nu lidt over et år siden at vi (Allan og Ole) åbnede dørene til STRONG4LIFE.Vores mål var at skabe et center for personlig træning, hvor vi samtidig drejede begrebet “personlig træning” i en retning, som gav mere mening for os som trænere.
Vi har hele tiden haft en klar idé om, hvor vi ville hen med STRONG4LIFE, samtidig er der dukket små perler op, som vi ikke på forhånd havde tænkt som en del af konceptet.
Det er i det hele taget fedt at se tilbage på året der er gået og konstatere, at vi er lykkes med mange af vores ideer.
Personlig træning på en ny måde
Vi har været udfordret med den traditionelle måde at være personlig træner, hvor du primært sælger personlig træning på time-basis. For hvem har i grunden egentlig behov for en hel træningstime med en personlig træner? I vores optik er det primært “eliten” eller “træningsnørden”, der gerne vil optimere og perfektionere sine færdigheder.
Størstedelen af vores medlemmer helt almindelige mennesker, som har behov for fysisk træning 2-3 gange om ugen, for at være stærke nok til at klare hverdagens strabadser. Det er en gruppe af mennesker som med tiden er blevet alt for stillesiddende og i en fysisk dårlig forfatning, der giver dem en hverdag med smerter og manglende fysisk overskud.
De har ingen eliteambitioner overhovedet, men de har indset, at de trods alt er kommet til et punkt, hvor de er nødt til at gøre noget ved deres fysiske tilstand. Og de har indset, at de mangler de værktøjer der skal til, for at de kan komme i gang på egen hånd.
Superviseret træning
I og med at det er den type af medlemmer, vi allerede på forhånd antog ville udgøre en stor del af den samlede medlemsskare, så satte vi os fra starten som et mål at tilbyde et produkt, der passer bedre til dem.
Vores koncept er ekstremt simpelt. Når folk kommer til os, så gør vi følgende:
- Vi genskaber eller lærer dem gode bevægemønstre
- Herefter gør vi dem stærkere i disse bevægemønstre
- Som det tredje element hjælper vi dem med at skabe en god struktur på deres træning, således det bliver implementeret som en fast vane, at få trænet 2-3 gange om ugen.
Resultatet af dette er intet mindre end fantastisk, det er færre eller ingen smerter, det er forbedret arbejdskapacitet – det er overskud og livskvalitet.
Vi favner bredt – også eliteatleter
Selvom de fleste har stor glæde af vores superviserede form for personlig træning, så har vi også medlemmer der har behov for en endnu tættere og specifik sparring. Vi hjælper også en lille gruppe elitesportsfolk og nogle supermotionister, der går rigtig meget op i deres træning. De får hjælp og vejledning, der er passer til deres behov. Vi fordyber os mere i detaljerne omkring løfteteknik og træningsplanlægning med henblik på at optimere deres performance og nå deres mål, hvadenten det er at lave en ironman, løfte tungere eller noget helt tredie.
Ned med træningstempoet og op med performance
Vores kæphest er at gøre træningen til en god oplevelse. Her er der ingen nærdødsoplevelser eller fornemmelsen af, at det hele altid skal gennemføres med så høj intensitet som muligt.
Vi tilbyder derfor ingen Bootcamps eller andre former for “quickfixes” som i bedste fald kun giver hurtige, men kortvarige resultater og i værste fald overbelastning, skader og træningslede. Vi tror på at en proces hvor vi over tid lærer vores medlemmer om god træning fører til solide resultater og en forståelse af, hvad der (i virkeligheden) skal til for at man når i mål med sine mål.
Mange af dem der starter hos os døjer med hektisk og “stresset” hverdag, og der dur det bare ikke at påføre dem yderligere hektiske elementer via hård og intensiv træning. For dem skal træningen i højere grad være et frikvarter fra den stressede hverdag, hvor de kan bruge tid på at mærke sig selv.
Vi gør derfor en stor indsats for at skabe de bedst mulige rammer for vores medlemmers træning. Vi stræber efter at skabe en træningskultur, hvor vi gør os umage, hvor vi træner struktureret og disciplineret, men hvor der samtidig er plads til hygge og spas. Der er ingen jo-hårdere-jo-bedre mentalitet, og vi doserer den meget intensive træning i meget små mængder og til specielle lejligheder.
Vi skalerer altid hjælpen ift til de behov for hjælp vores medlemmer har, men langt de fleste gange drejer det sig om nogle minutters aktiv hjælp samt visheden om, at vi har lagt et program der passer til dem og at vi er der, hvis der dukker spørgsmål op.
At opnå gode resultater kræver en hulens masse træning, men faktisk ikke så meget hjælp. Dermed ikke sagt at de kan klare sig uden en træner, for det kan de ikke. For hjælpen er en nødvendighed. Den er essentiel, men den fylder bare ikke så meget (som mange nok går rundt og tror).
Medlemmernes mad
Mange af dem der starter hos os har et ønske om et vægttab. Og det hjælper vi dem selvfølgelig også med, om end vores tilgang måske er lidt anderledes, end det som de fleste er vant til at høre.
For træningen i sig selv er nemlig ikke vejen til vægttab. En god træningsplan kan støtte op omkring et vægttab. Langt de fleste er for eksempel bedre til at fastholde sunde spisevaner, når de samtidig træner regelmæssigt, ligesom styrketræning gør det lettere at bevare muskelmasse, så de kilo du taber ender med kun at være fedt (stort set).
Vi lærer vores medlemmer at anskue træningen, som noget der bygger dem op – gør dem stærkere, mere bevægelige og med højere kondital. Hvor mange kalorier du forbrænder under (og efter) et træningspas er ikke vigtigt, og det bør ikke være målet med din træning.
Vægttab foregår ved køkkenbordet og ved at du skruer ned for kalorieindtaget. Det gode ved træningen er, at vi har 100% styr på, hvad de laver mens de er i centeret. Det er straks sværere med kosten, i og med at vi ikke er med hjemme til at holde øje med dem. Så her kan vi kun rådgive og vejlede. Ligesom med træningen så arbejder vi som udgangspunkt altid med en langsigtet løsning i form at en ændret livsstil. Vi sætter ikke vores medlemmer på skrappe slankekure med målet om et hurtigt vægttab, men vi lærer dem at ændre kostvaner, som så i den sidste ende fører til vægttab.
Træningsglæde kræver træningskultur
Vi er utroligt glade for og stolte af den kultur, vi har formået at skabe i STRONG4LIFE, hvor vi alle bidrager med en masse god energi, og hvor vi hjælper hinanden. Vi oplever gang på gang at vores medlemmer finder (eller genfinder) træningsglæden. Noget de fra starten ikke havde en forventning om skulle være andet end et nødvendigt onde bliver vendt til en aktivitet, de begynder at se frem til.
Og det er en daglig glæde at se, hvordan alle uanset niveau og mål uden problemer kan træne under samme tag med gensidig respekt for hinanden. Der bliver snakket, grint (og grædt) på tværs af alle grupper – unge som gamle, tykke som tynde og elite og amatører. STRONG4LIFE er ikke et træningscenter for en bestemt målgruppe – det er for alle.
Opvarmning og finisher binder vores medlemmer sammen
“dagens opvarmning” og “dagens finisher” er et vigtigt element til at binde vores medlemmer tættere sammen. Vi ønsker at skabe en masse variation i medlemmernes opvarmning og i deres afsluttende finishers, det er der nemlig mange gode grunde til rent træningsmæssigt. Men vi har også erfaret er, at det giver medlemmerne en høj grad af fællesskabsfølelse, at de er sammen omkring disse dele af træningen – også selvom de ikke nødvendigvis laver det på samme tid. Så vores lille tavle med dagens opvarmning og finisher er blevet et vigtigt samlingspunkt og symbol på vores stærke sammenhold.
STRONGkids
Et andet vigtigt element er lørdagens STRONGkids, hvor vi tilbyder en sjov og aktiv træningstime for medlemmernes børn. Mens børnene er til STRONGkids, træner mor og/eller far sit eget træningsprogram. Ofte står forældrene inaktive på sidelinjen, mens børnene dyrker sport, men her er begge parter aktive på samme tid. Og selvom de ikke laver det samme, så opstår der en helt specielt stemning og energi i centeret, når alle er i gang på samme tid.
PR-klokken
I salen hænger en flot PR-klokke, som tages i brug, når et medlem sætter en ny personlig rekord. De små personlige sejre fejrer vi selvfølgelig i fællesskab. I forlængelse af dette har vi løbende små venskabelige udfordringer, der typisk har det med at gribe om sig. Det er sjældent noget der er planlagt på forhånd. Ofte opstår disse dyster ved, at et medlem udfordrer sig selv i en øvelse. Et godt eksempel er, hvor mange kilo man kan stille oven på slæden og så skubbe den 15 meter. Det ser et andet medlem, og som også får lyst til også at prøve. Og inden vi ser os om, så er det ugens helt store samtaleemne, og noget alle lige skal prøve.
I centeret har vi et lille cafeområde, hvor vi tilbyder en god kop kaffe. For os handler STRONG4LIFE ikke kun om træning. Det handler også om gode sociale relationer, hvor man har lyst til at komme “før tid” eller hvor man gerne bliver hængende efter træningen. Vi har både erhvervsfolk og seniorer der gerne drøfter verdenssituationen over en kop kaffe. Vi ser da også, at flere mødes til træning i stedet for at gå på cafe. De sociale relationer er et vigtigt ben af vores samlede sundhedstilstand.
Med STRONG4LIFE har vi formået at nytænke fitnesscenter og personlig træning, og vi har skabt et træningssted hvor vi:
- I form af superviseret træning giver dig den hjælp og vejledning, du har behov for.
- Har udviklet en STRONG træningsstrategi der giver medlemmerne træningsglæde og resultater.
- Sammen med alle vores medlemmer har skabt en træningskultur, der gør STRONG4LIFE til et fedt sted at være en del af
Og vi kan se at det virker! Vi har glade, engagerede og ikke mindst langtidsholdbare medlemmer. Vi har oplevet et meget begrænset flow af medlemmer ind og ud af centeret, og dem vi har er samtidig aktive brugere af centeret.