
For Sebastian Rasmussen har nemlig hele tre udfordringer, som han vil tage kampen op med, når han sammen med en lille gruppe STRONG-business-medlemmer drager til Malta for at deltage i en spændende weekend i fridykningens tegn. Han var da heller ikke et sekund i tvivl, da STRONG4LIFE annoncerede turen – den tur måtte han med på.
Den første udfordring kommer Sebastian til at tage favntag med allerede, inden gruppen forlader Danmark, han kan nemlig ikke lide at flyve.”Jeg har tidligere haft nogle forskellige ritualer, hvis jeg skulle flyve uden familien”, fortæller han, “men nu hvor vi er en større gruppe, så kan jeg ikke lave dem – og det bliver godt at få gjort op med dem.”
Sebastians anden udfordring er han også nødt til at gøre op med, hvis han overhovedet skal dykke. Han kan ikke lide at bade i havet. “Det har virkelig været en hæmsko, når jeg har været på ferie med familien. Men i det her regi kan jeg ikke bakke ud uden at tabe ansigt, og det vil jeg ikke. Så jeg er nødt til at gennemføre” smiler han.
Den tredie og sidste udfordring er, at han rent faktisk har problemer med at få trukket vejret ordentlig i en travl hverdag.
Hånden på maven
Allerede efter første workshop med Jesper Stechmann kunne Sebastian mærke en afgørende forskel. Ikke fordi, at han som sådan praktiserer øvelserne, men han er blevet bevidst om at mærke efter om, han trækker vejret helt ned i maven, når tingene bliver en smule hektiske. “Jeg var faktisk ikke bevidst om, at jeg sad med en hånd på brystet og en på maven, før en kollega spurgte, hvorfor jeg sad sådan”, griner Sebastian, “nu lægger jeg kun en hånd på maven, og så spørger de, om jeg er gravid. Men jeg får trukket vejret ordentligt, og det gør en forskel – det har virkelig givet mig meget.”
Gevinsten efter blot en enkelt workshop har været så stor for Sebastian, at han har besluttet at give det videre til sine børn, så de får det lært i en ung alder. “Det er jo et vigtigt værktøj, som man kan bruge i mange situationer gennem livet.”
Det er ikke farligt – det er bare mig
Sebastian ser frem til turen med lige dele frygt og glæde – og spørger indimellem sig selv om det er turen, han glæder sig til, eller til at den er overstået. “For det skræmmer mig” fortæller han “men jeg er i en fase i mit liv, hvor jeg er nødt til at tage nogle beslutninger, som skræmmer mig, men som jeg ved er rigtige – og det her kan hjælpe mig” fortæller han videre. For det er okay at være bange for noget, og så gøre det alligevel. Jeg siger til mig selv: “Det er ikke farligt, det foregår i trygge rammer, det er bare mit hoved, at det er farligt.” Så den største udfordring for Sebastian bliver i virkeligheden nok at nyde processen, turen og det gode selskab.
Sebastian ser det som en klar gevinst, at turen foregår i netværksregi med nogle spændende mennesker. Jeg er i forvejen rigtig glad for netværket i STRONG4LIFE, og her er vi en lille gruppe, der får mulighed for at lære hinanden ekstra godt at kende.
Et nøgent netværk
Ihvertfald i overført betydning, for man kender faktisk hinanden rigtig godt i businessnetværket i STRONG4LIFE. Sebastian oplever det faktisk som værende det mest ærlige af de netværk, han ellers færdes i. “Der sker noget magisk, når vi træder ind i træningssalen, så lader vi facaderne ligge ude i omklædningsrummet, og får lejlighed til at få vendt verdens store og små problemer uden at skele til, hvem vi er resten af dagen. Det er nemmere at lade ordene flyde, når vi samtidig presser og støtter hinanden med vægtene”, fortæller Sebastian. “Man kan virkelig mærke, at man vil hinanden.”
Så med netværket i ryggen, skal Sebastian nok få gjort op med sine udfordringer. Vi følger naturligvis op på, hvordan det går.
Skrevet af Merete Møller Vandmose