Artiklen er skrevet af Kristian Bradsted
Du har formentlig hørt det eller er måske endda selv blevet advaret. Som gravid må du ikke udføre tunge løft. Det er et påbud, som umiddelbart kan virke fornuftigt.
Men ved nærmere omtanke, og med henblik på de mange kvinder, der nyder at styrketræne regelmæssigt, er påbuddet så sundhedsfagligt korrekt? Og hvad defineres som ”tungt”?
Mine gravide træningsklienter får ofte at vide af deres praktiserende læge, at de ikke må styrketræne, eller hvis de vælger at styrketræne, så må de ikke løfte mere end 10kg eller 12 kg. Nogle gange kan grænsen være 20 kg.
Et sådan påbud om ikke at løfte tungt kan måske virke forståeligt for kvinder, der ikke styrketræner, set ud fra et forsigtighedsprincip – better safe than sorry. Men for kvinder, der er vant til at styrketræne og måske endda løfter det 5- eller 10-dobbelte regelmæssigt i deres træning, så kan en grænse på 12 kg virke som et noget arbitrært tal.
Kan det virkelig passe at gravide ikke må løfte mere end 10-20 kg, og dermed reelt set ikke styrketræne?
Og hvor stammer disse vægtbegrænsninger egentlig fra?
Hvis du ligesom mig har undret dig over alt dette, så lad os kigge på, hvad den videnskabelige forskning siger, og dermed finde ud af hvad der er sundhedsfaglig belæg for.
Det korte svar
Gravide anbefales at dyrke mindst 30 minutters moderat motion dagligt jf. Sundhedsstyrelsen. Herunder gælder også styrketræning. Hvis den vordende mor er sund og rask, må hun gerne påbegynde styrketræning under graviditeten, selvom hun ikke har prøvet det før. (1)
Gravide må altså gerne styrketræne og dermed løfte ”tungt”. I det følgende kan du læse både en kort og en lang begrundelse hvorfor.
Forbuddet mod at løfte tungt (hvad enten grænsen går fra 10 eller 20 kg) stammer formentlig fra to befolkningsundersøgelser, der fandt frem til, at der var en lille øget risiko for spontan abort, hvis gravide løftede mere end respektivt 9 kg og 20 kg dagligt. MEN resultaterne er fra undersøgelser om daglig fysisk arbejdsbelastning, ikke om træning. (2, 3)
Derudover har begge undersøgelser nogle begrænsninger, der gør resultaterne usikre, særligt når de sammenlignes med andre lignende undersøgelser.
Jeg går i dybden med forskningen på området i det næste afsnit.
Hvis du ikke ønsker at læse det lidt længere og mere dybdegående svar (det burde du – det er super spændende), så er de vigtigste konklusioner her:
– Forskningen, der ofte refereres til for at understøtte et påbud mod at løfte tungt, er undersøgelser om arbejdsmiljø og handler om arbejdsrelateret daglige tunge løft, ikke om fysisk træning.
– Det er mere retvisende at kigge på forskningen, der undersøger risikoen ved styrketræning for gravide. Som jeg vil beskrive senere i denne artikel, så viser den, at styrketræning ikke øger risikoen for spontan abort. Ønsker du at vide mere om træning og risikoen for ufrivillig abort, kan du læse mere i min artikel Øger motion risikoen for spontan abort i 1. trimester?
Det lange svar
Lad os prøve at kigge lidt nærmere på de to undersøgelser, der ofte henvises til, når gravide får at vide, at de ikke må udføre tunge løft.
Derudover har jeg fundet en tredje undersøgelse, som er sammenlignelig, og gennemgår også denne.
Zhang & Bracken fra 1996
Forskerne undersøgte en række mulige risikofaktorer for spontan abort under graviditet. De fleste var i forbindelse med arbejde, herunder daglige løft over 9 kg, men også alkohol- og tobaksforbrug blev undersøgt.
Det er et retrospektivt kohortestudie, hvilket vil sige, at deltagerne i undersøgelsen blev spurgt til deres adfærd, efter den har fundet sted og efter en potentielt traumatisk abort. Dette øger risikoen for ”recall bias”, hvor man ser tilbage på det adspurgte med farvede briller. Dette er forbundet med øget usikkerhed for resultaternes sandsynlighed.
Undersøgelsen fandt, at gravide med daglige løft over 9 kg i forbindelse med arbejde øgede risikoen for spontan abort med 1,7%. Til sammenligning blev der også undersøgt, om det at række ud efter noget over skulderhøjde øger risikoen for spontan abort. Det gjorde det med 1,35%, hvilket ikke var nok til at være statistisk signifikant. (2)
Feodor Nilsson og kollegaer fra 2014
Forskerne undersøgte ligeledes en række mulige risikofaktorer for spontan abort under graviditeten. Det var også et retrospektivt kohortestudie, og et stort et af slagsen med ca. 90.000 deltagere.
I dette studie forsøgte de at undgå recall bias ved at lave en subkohort gruppe, hvis data blev indsamlet under graviditeten.
Problemet er dog, at sub-kohortgruppen kun blev spurgt under 2. trimester. Størstedelen af de spontane aborter skete før uge 16. 2444 ud af 3177 deltagere blev dermed interviewet efter en spontan abort, hvilket øger sandsynligheden for recall bias, og dermed er der øget usikkerhed om visheden af undersøgelsens resultater.
En af de undersøgte risikofaktorer var daglige løft over 20 kg. I forskningsartiklen er der ikke nogen klar definition af daglige tunge løft, men det holdes adskilt fra motion, som også undersøges i studiet, og tunge løft omtales i forbindelse med arbejdsbelastning og –tid, ikke i forbindelse med motion.
Motion er dermed en separat risikofaktor i studiet – altså adskilt fra daglige tunge løft.
Her ses, at motion ikke øger risikoen for spontan abort, men at der snarere er en beskyttende effekt, der er dosisafhængig. Jo mere, jo bedre.
Undersøgelsen finder, at daglige løft over 20kg i forbindelse med arbejde øger risikoen for spontan abort med 2,4%. (3)
Whelan og kollegaer fra 2007
Forskerne undersøgte også en række mulige risikofaktorer for spontan abort for gravide sygeplejersker, herunder daglige løft over 25 pund (≈11kg). Dette kunne eksempelvis være at flytte patienter.
Undersøgelsen adskiller sig fra de to andre, som jeg netop har gennemgået, på to punkter:
1. Deltagerne blev adspurgt prospektivt, dvs. forud, hvilket mindsker risikoen for recall bias, og dermed usikkerhed.
2. Deltagerne havde adskillige løft over 25 pund i løbet af en dag, hvorimod bare ét løft per dag over den angivne vægt (9 kg og 20 kg) var nok til at blive inkluderet i de to andre undersøgelser.
Undersøgelsen viste, at daglige løft på arbejdet >25 pund (≈11kg) ikke øger risikoen for spontan abort. (4)
Konklusionen på det lange svar
Hvad kan man så drage af konklusioner på baggrund af de tre netop gennemgåede undersøgelser?
Det er vigtigt at slå fast, at de primært er undersøgelser om arbejdsmiljø og -belastning for gravide.
Undersøgelserne kan ikke bruges til at understøtte et påbud om, at gravide kvinder ikke må løfte tungt under deres træning. Hvis vi skal have et svar på dette, må vi kigge på forskning, der har undersøgt effekterne og risici af styrketræning for gravide. Det kan du læse om i næste afsnit.
Skal der konkluderes noget ud fra de tre undersøgelser, som jeg har gennemgået i forrige afsnit, vil det handle om arbejdsmiljø. Forskning har fundet frem til at:
– Der er en øget risiko for spontan abort ved en fast arbejdsuge på mere end 40 timer.
– Der er en øget risiko for spontan abort ved nattearbejde.
Derudover kan man tilføje, som et forsigtighedsprincip, at gravide bør være opmærksomme på en potentiel øget risiko for spontan abort ved et fysisk krævende arbejde.
Graviditet og styrketræning
Den videnskabelige forskning på styrketræning under graviditeten finder ingen negative effekter for hverken mor eller barn.
Der er ikke udført så mange undersøgelser på styrketræning under graviditeten, som på kredsløbstræning. Men faktisk viser undersøgelserne er der bedre effekter på længden af graviditetsforløbet og på fødselsforløbet, hvis man kombinerer styrketræning og kredsløbstræning, end hvis man udelukkende dyrkede kredsløbstræning. (5)
Sammenfatning – hvorfor ”tungt” ikke altid er tungt
Ud fra den eksisterende videnskabelige forskning mener jeg ikke, at man kan overføre et råd, der beskytter gravide kvinder fra overbelastning og fysisk stress i et fysisk krævende arbejde, til at være et generelt gældende råd for fysisk aktive gravide.
Et sådan forbud strider imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, der råder gravide til at dyrke motion, herunder styrketræning. Alligevel bliver mange gravide begrænset i deres ønske om fysisk aktivitet – både af sundhedsfaglige og af omverdenen generelt.
Det er uden tvivl velmenende råd og påbud i de fleste tilfælde. Men udfaldet er desværre ikke positivt. Bekymring og frygt for fysisk aktivitet er medvirkende faktorer til, at gravide stopper eller skruer ned for motionen (6), hvilket er problematisk, når vi ved, at manglende fysisk aktivitet under graviditeten er risikoadfærd. (7)
Med andre ord, så er både mor og barn bedst beskyttet, hvis moderen er fysisk aktiv under graviditeten.
Gravide anbefales at styrketræne og dermed at løfte ”tungt” – ud fra deres udgangspunkt. Og netop det individuelle udgangspunkt for den enkelte gravide kvinde er måske den vigtigste, men også den mest oversete faktor, når det kommer til træningsrådgivning for gravide.
Vi mennesker er forskellige, og ligeledes er gravide kvinder. Hvad der defineres som ”tungt” kan i praksis ikke afgøres uden at tage højde for den enkelte gravide kvinde og hendes graviditetsforløb. Vi bør derfor se bort fra påbud og ”gode råd”, der begrænser alle raske gravide kvinder i at træne med mere end et specifikt antal kg.
Den enkelte gravides udgangspunkt er, sammen med den videnskabelige forskning, hele omdrejningspunktet for min formidling og min undervisning. Ønsker du at vide mere om mit kursus eller mit foredrag om graviditets- og efterfødselstræning, kan du læse mere på min undervisning her.
Referencer:
(1) Sundhedsstyrelsen – https://www.sst.dk/da/Viden/Graviditet-og-foedsel/Information-til-gravide
(2) Zhang & Bracken, 1996: Tree-based, Two-stage Risk Factor Analysis for spontaneous Abortion
(3) Feodor Nilsson et al, 2014: Risk factors for miscarriage from prevention perspective: A nationwide follow-up study
(4) Whelan et al, 2007: Work Schedule During Pregnancy and Spontaneous Abortion
(5) Mottola et al, 2018: 2019 Canadian guideline for physical activity throughout pregnancy
(6) Coll et al, 2016: Perceived barriers to leisure-time physical activity during pregnancy: A literature review of quantitative and qualitative evidence
(7) American College of Obstetricians and Gynecologists, 2015. Committee on Obstetric Practice. Committee Opinion Summary Number 650
