Da Anja Færgemann skiftede spinningcyklen ud med tunge squats skete der noget magisk med hendes cykeltræning – og de stejle stigninger i Pyrenæerne blev en overkommelig opgave.
Fra Paris til Pyrenæerne
Det var ikke første gang, at Anja lod sig udfordre på cyklen, da hun i juni kørte med Cykelnerven i Pyrenæerne. Hun har tidligere kørt med Team Rynkeby til Paris to gange. Men hun trængte til en ny udfordring og sprang til, da en tidligere kollega foreslog hende at tage kampen op med de hårde Tour de France ruter.
Styrketræning og en flad dansk landevej giver gode bjergben
Men da turen med Cykelnerven tæller nogle flere højdemetre end turen til Paris, var Anja godt klar over, at der skulle noget andet og mere til, hvis turen også skulle blive en fornøjelse og ikke bare hårdt slid. Så da hun sammen med resten af det fynske Cykelnerve-team begyndte at styrketræne i STRONG4LIFE, så hun det som en god mulighed for at få lidt mere struktur på træningen. Derfor startede hun med at træne ved Ole.
Og glæden var stor, da Ole meddelte Anja, at det slet ikke var nødvendigt med en masse timer i en svedig spinningsal. Hvad der derimod var vigtigt, var en masse squats. Og selv om det heller ikke lige var Anjas kop te, hang hun i – og da hun strøg op af Tourmalet, sendte hun Ole og de tunge kettlebells en kærlig tanke, for det virkede! Ligesom hun kunne mærke, at hun havde gavn af en stærk overkrop på de lange nedkørsler. Så alt i alt bestod hendes forberedelse til bjergene i styrketræning, cykeltur på de danske landeveje og en enkelt tur til Hartzen.
En overbevisende test gav mental ro
Rent mentalt har forløbet med Ole også klædt Anja godt på. Da hun startede i februar, fik hun lavet en kombineret mælkesyre og VO2maks test. Kort før Anja drog afsted mod bjergene, fik hun lavet endnu en test. Og tallene talte deres tydelige sprog, der var markant fremgang på alle parameter! “Ole så positivt overrasket ud, og så vidste jeg med mig selv, at jeg var fysisk klar, og det gjorde, at jeg også blev mentalt klar”, fortæller hun.
Større overskud og tid med familien
Tidligere har Anja haft lidt svært ved at prioritere træningen, men målet og et fastlagt program gjorde, at hun kom afsted i denne omgang. Belønningen har ud over den fysiske form også vist sig som mere energi, større overskud og bedre koncentration på arbejdet – så selv om hun nu prioriterer at komme ud af døren ved fyraften, når hun stadig det samme som tidligere.
Derudover har det givet familien et nyt samlingspunkt, da både hendes mand og 2 af familiens 3 børn er blevet meldt ind i STRONG4LIFE. Så ud over en fantastisk oplevelse i Frankrig har forløbet givet mange gode sidegevinster.
Skrevet af: Merete Møller Vandmose