Livet igennem stiller hverdagen krav til din fysiske arbejdsevne. Du skal bære på indkøbsposer og vasketøjskurven skal løftes op fra gulvet. Haven skal ordnes, møbler skal flyttes og trapper skal forceres.
Alle disse hverdagsaktiviteter er ofte noget du bare gør, uden tænke over det. I hvert fald lige indtil den dag, hvor de begynder at blive en udfordring. For det gør de før eller siden. I takt med at du bliver ældre falder din fysiske arbejdsevne, og ting du tidligere klarede i en håndevending bliver sværere og sværere at overkomme.
Heldigvis er der en del du selv kan gøre for at holde kroppen top tunet så langt op i årene som muligt. Styrketræning er én af disse, og i løbet af kort tid vil du kunne mærke, at du får:
- Flere kræfter og større overskud til at klare hverdagens mange gøremål
- Energi og styrke til et aktivt seniorliv
- Bedre balance, så du føler dig tryg og mere sikker på benene
Du kan med fordel bygge din styrketræning op, så den afspejler de udfordringer du møder i din hverdag.
- Squat – f.eks. når du skal sætte dig ned eller rejse dig op fra en stol
- Dødløft – f.eks. når du skal samle noget op fra gulvet
- Presøvelser – f.eks. når du skal skubbe en indkøbsvogn eller skubbe noget væk fra dig
- Trækøvelser – f.eks. når du skal åbne en bildør eller trække noget til dig
- “Loaded carriers” – f.eks. når du skal bære indkøbsposer
Ved at træne disse øvelser med en tilpas udfordrende belastning sikrer du dig, at du bevarer både din styrke og muskelmasse så længe som muligt. Så invester 45-60 minutter 2-3 gange om ugen på at løfte “tunge ting”, og opnå en væsentlig forlængelse af den periode hvor du kan klare dig selv.